Sekitas triste endeligt.

En lærerig historie om hvordan et motorstop kan få yderst alvorlige konsekvenser.

Mange af DFÆL's medlemmer vil kende Harald, der i mange år var ejer af en af de allertidligste Nordiske Krydser,  beliggende i Kalvehave. Denne historie om "Sekita"s triste endeligt er baseret på en beretning i Ulvsund Sejlklubs blad, som Harald selv har båret frem til redaktionen. (DFÆL`s blad)

Torsdag den 7. august 1997 kl. 13 afgår "Sekita" fra Klintholm Havn på Møn med kurs mod Tolkedybet (uafmærket løb, der leder hen til Grønsund, red.) Besætningen var Leif og Harald. Vinden var meget løj og søen høj. Harald fortæller selv: "Ankommet til Tolkegrunden sætter motoren ud, kl. er cirka 15. Vi prøver forgæves at få motoren i gang igen, sætter i stedet sejl, men kort efter bliver vi sat hårdt på grunden i den høje sø. Vi forsøger at vende båden for at komme ud på dybere vand. Det lykkes ikke. Vi forsøger at slæbe os over grunden, men det lykkes heller ikke. Situationen er nu faretruende, og der sker det, der ikke måtte ske: Båden bordfylder. Et par timer er gået med disse forsøg, vi kalder hjælp over VHF'en, men den bliver hurtig tavs grundet en druknet akkumulator. Ombord var en mindre gummibåd; den blev fundet frem, men hvor var pumpen? Vi puster op med munden - det ender med en noget slasket affære, men den kunne lige akkurat bære os. Vi havde ikke ret meget tøj på, og vi kom til at fryse på vejen ind til Videbæk Strand. Fra land havde man observeret os og da vi var halvvejs inde, kom der en jolle med påhængsmotor ud til os. Det var Peter, som havde et sommerhus inde på stranden og som havde set os. Vi var forkomne. Peter og hans familie sørgede for tøj og varmt at drikke. Peter havde drejet 112, og jeg talte senere med politiet og opgav vore navne. Endvidere var der kontakt til Hestehoved  Fyr, som havde observeret forliset og underrettet SOK. De havde haft en båd forbi derude, sagde de. Men da de så at vi kunne stå op ved siden af båden, mente de, at de ikke behøvede at foretage sig yderligere. Det havde været på sin plads at kontakte os, da vi i stod derude. Vi havde brug for hjælp."

Svær bjergnings opgave.
Så forestod forsøg på forsøg på at bjerge "Sekita". Allerede næste dag tog Harald og en skipper fra Hårbølle ud til båden. Dette første forsøg mislykkedes – og endnu et forsøg samme dag endte også negativt. Vraget blev trukket længere ud på dybt vand; man prøvede at lukke forluge og cockpit med presenninger og så pumpe vandet ud af skibet - uden resultat. Et forsøg med at løfte skibet op med en kran mislykkedes også. Men som Harald siger: Måske var der allerede på det tidspunkt for meget sand i båden.

Herefter opgav Harald at få reddet sin "Sekita".
Ugen efter gik et sjak nu alligevel i gang med at prøve at hæve skibet. Men strøm og brænding på revet og det faktum, at skibet var fyldt med cirka et ton sand, gjorde det til en svær opgave. End ikke ved hjælp af otte olietønder kunne skroget bringes fri og en 'rigtig' dvkkerundersøgelse afslørede, at skroget, som befandt sig på kanten af revet, nu havde lidt alvorlig overlast. Desuden viste det sig, at der allerede havde været ubudne gæster på besøg, som havde fjernet lanterne mv.: efterhånden stod det klart for alle, at "Sekita" ikke var til at redde, og man nøjedes nu med at redde alt det grej og materiel, som var noget værd.
Sekita genopstod alligevel. Alle troede så, at det var enden på "Sekita". Men et par dage senere blev Harald kontaktet af politiet: "Sekita" lå fortøjet i Stubbekøbing Havn! Det viste sig så, at båden var blevet flydende og mobil, fordi køl og motor var faldet ud. Den var blevet observeret drivende i Grønsund – og Falck havde bragt den til Stubbekøbing, hvor den lå fortøjet ved et motorværksted. Ejeren af værkstedet løftede hjælpsomt "Sekita" op på kajen, og Harald kunne i ro og mag fjerne resten af værdi. Det inkluderede ruffet, som nu skal sættes på Harald nye skitseprojekt - en gammel Kragejolle. For som det er formuleret i "Ulvsundnyt": "Harald er tilbage på banen og vil ud at sejle igen"