Ud med de rustne jernspanter, ind med nye i limtræ - og så det løse.
En lille beretning om dette forårs projekt (år 2000), der skaffede mig godt 3 måneders arbejde, mindst 40 timer om ugen. Den Nordiske Krydser CAN III fra 1931 kan kaste sig ud i nye eventyr, over 300 gange tættere end før.
Den 4 april gik jeg igang med det store projekt. Fik på nogle dage fjernet den del af apteringen, som skulle væk for at jeg kunne komme til. Køjesider og bunde blev demonteret, garneringen skruet ud, mastefoden blev fjernet. Heldigvis kunne skabene blive på deres plads.
Nu kunne jeg begynde at fjerne de fire gamle rustne jernspanter. Det var et beskidt stykke arbejde. Jernnaglerne sad godt fast i spantet, men havde ædt sig gennem klædningen på de nederste 4-5 bord over hele linien. Længere oppe sad de bedre i træet, så der måtte jeg med en vinkelsliber slibe den indvendige nitning væk og slå naglen ud med en dorn. De 69 år gamle nagler sad næsten urokkeligt fast i vinkeljernet - jern ruster udefra!
Jeg skar spanterne i adskilligt flere stykker end de selv var knækket i forvejen for at kunne få dem fri af båden.
Efter et par dage var spanterne ude, og jeg kunne gå igang med at brække de tre ødelagte bundstokke ud. Det gjaldt om at holde dem så hele som muligt, så de kunne bruges som skabeloner. Nu var samtlige 7 ophængningspunkter til kølen altså demonteret. Og der har reelt ikke været noget ordentligt materiale at hænge i, så det er vel utroligt at båden overhovedet har kunnet holde sammen indtil nu.
Puha, det giver lidt sved på panden at tænke på de barske kulingsture jeg gennem tiden har sejlet på Skagerak, Kattegat og i Østersøen.
Der var 5 knækkede svøb, som jeg skar skråt af ved bruddene, så de kunne blive skarret sammen igen. Klædningen viste sig at være voldsomt angrebet af galvanisk tæring fra de rustende spanter og nagler, så med stemmejern slog jeg ikke mindre end 33 huller i skroget, hvor der skulle sættes lus i.
Lige efter påske kunne jeg hos min bror afhente 2 store kævler thuja, 2½ meter lange og vel 40 cm. tykke. Jeg fik savet dem op i planker på Ølstykke savværk, og savede disse til lister, 9 X 45 mm med en rundsav.
Træet var stormfældet den 3. december 1999 i Skjoldenæsholm Skovdistrikt, og min bror havde fået det gratis sammen med en masse andet ved at rydde et stykke af den ødelagte skov for væltede træer. Da han hørte om mine planer med båden ivrede han for at jeg skulle bruge thuja på grund af dets smidighed og store modstandsdygtighed overfor råd.
Træet var saftigt og fantastisk smidigt, da jeg havde skåret det, og jeg fór straks ned til båden og skar listerne til i de forskellige passende længder til spanterne og satte dem straks i spænd, så de kunne tørre i de former de skulle have. Træet var så smidigt, at det slet ikke var nødvendigt at dampe det, trods de ret vilde svaj listerne jo skal foretage for at følge skrogets kurver.
Træet kunne nu tørre i godt 14 dage, mens jeg lavede det store arbejde med de mange lus, der skulle limes i klædningen, de nye bundstokke i eg, der skulle sættes i, og svøbene der skulle skarres sammen. Jeg havde varmeblæseren kørende inde i båden når jeg var der, så det nye træ kunne tørre, og så epoxyen kunne hærde i diverse limninger.
Den 11. Maj kunne jeg påbegynde oplimningen af de nye spanter. Den første lamel ud mod klædningen blev sat i 3M-Sealer og skruet fast med skruer udefra. Derefter kunne jeg gå igang med de næste lameller, som blev limet med epoxy, et lag ad gangen, og fastholdt med små skruer indefra. Som slipmiddel til skruerne brugte jeg først vaseline, men det var absolut uden virkning, skruerne knækkede næsten konsekvent, når jeg skulle løsne dem efter at limen var hærdet. Så gik jeg over til at dyppe dem i linolie, og det var klart bedre. Betingelsen var bare, at samtlige skruer lige skulle drejes 1/4 omgang frem og tilbage, når limen var næsten hærdet. Senere har jeg fået at vide at jeg kunne have brugt voks som slipmiddel, det er særdeles effektivt.
Lamellerne var jo temmelig ru efter den våde udsavning, men nu, hvor de var blevet godt tørre var de nemme at rette af med groft slibebånd (80) på en båndpudser, der var spændt omvendt op i et transportabelt arbejdsbord (workmate).
I modsætning til andre limtyper kommer det sig ikke så nøje om emnerne ligger helt præcist op til hinanden, når man bruger epoxy. Heldigvis, for de nu meget stive og stærkt krummede lister kunne umuligt blive høvlet nu. Producenten anbefaler ligefrem, at der er nogen ujævnhed - det styrker limningen.
Jeg har anvendt West Epoxy System, og det kan simpelthen ikke anbefales nok. Limprocessen består af følgende: Man blander en passende mængde til en limning (for mig passede det med et engangssnapseglasfuld blanding pr. lamel) af hærder og binder ( 1 : 1 ). Det er nu af konsistens og udseende som god tyk lak. Med en pensel lakerer man nu begge limflader.
Resten af blandingen fortykkes derpå med et fyldemiddel til den når en konsistens som noget nær smøreost. Denne blanding smøres på den ene af limfladerne i et passende tykt lag, så der er noget at presse ud af, og så spænder man listen fast på den forrige med små skruer med ca. 12 cm afstand - eller mindre, hvis træet spræller et sted. Hullerne til skruerne havde jeg boret i den nye lamel, men jeg forborede ikke i den allerede fastlimede lamel.
Jeg anvendte små rustfrie skruer fra Harald Nyborg, så de ikke skulle sidde og ruste nede i træet, hvis de knækkede for mig, eller hvis de af andre grunde skulle blive siddende.
Limen er rigeligt åben i ½ time, så der er tid nok at arbejde i, men kun til een lamel pr. blanding.
Da de 4 lameller i alle 8 halvspanter var limet sammen, lavede jeg bundstokke, også i thuja, og limede dem fast mod de øverste lameller i halvspanterne, efter at have lavet hul til kølboltene. Kølboltene kunne bruges til at spænde bundstokkene ned mod lamellerne med under limningen.
Derefter passede jeg toppen af hver bundstok til, så de næste lameller kunne løbe hen over den, og lagde 4 stks på, men disse gik ikke helt op til dækket som de 4 første. Jeg kortede dem af, så de blev kortere og kortere efterhånden, altså så den samlede tykkelse af spantet aftog op mod bjælkevægeren.
Røstjernene måtte blive varmbøjet og afkortet noget for at passe til de nye spanter.
Den sene søsætning og den megen varme indenbords, samt al min hamren og banken i skroget havde gjort sin virkning. Mange steder kunne man se ud til omgivelserne gennem klædningen under vandlinien. Jeg kradsede alle nådder ud med en lille ond specialslebet trekantskraber og lagde en bane proof i samtlige nådder under vandet.
Så var det bare om at lave den almindelige forårsklargøring og få båden smidt i vandet.
Det kom den så den 15. Juni, knap 2½ måned efter at jeg var begyndt på projektet.
Og oh, hvilken fryd. Istedet for næsten at synke, og at skulle fodres med en hel bæreposefuld savsmuld for overhovedet at holde sig flydende, så tog den vel 10 liter ind i timen de første timer, og efter et døgn var den så godt som tæt. Helt uden savsmuld ! Nu blev båden altså ikke trukket lang mere, når båden ikke længere stod på klodserne på land, hvilket den ellers før var blevet på grund af de leddeløse spanter og bundstokke. Før i tiden kunne jeg fylde nådderne ligeså meget med proof som jeg ville, mens den stod på land. Når den kom i vandet, væltede vandet ind alligevel. Først efter lang tid blev den da tæt, fordi træet simpelthen med tiden svulmede op.
Der var dog meget mere at gøre efter at båden var kommet i. Jeg rensede klædningen af indvendig for al den gamle lærred, som nogen i tidernes morgen - helt forgæves - har limet i for at tætne båden. Derpå smurte jeg den med linolie, og jeg kunne ligefrem se bordene lukke sig, når træet sugede olien til sig. Ak alle disse år, hvor træbåde kun er blevet behandlet med de tørre lakker. Træet skriger nærmest på olie.
Spanterne fik lavet finish, og på de to forreste lagde jeg nu en kraftig bro henover kølbolten, også af thuja. Her ovenpå spændte jeg mastefoden, der nu udgøres af en 100 X 50 mm u-bjælke i jern. Der var i forvejen for år tilbage indsat 2 store støttebundstokke, som dog på grund af en forkert konstruktionsmåde ikke havde fået den tilsigtede effekt for masteafstivningen. Dem lagde jeg også broer på, så de kunne bære lidt med under mastefoden.
Apteringen skulle tilpasses de nye forhold, og også masten blev passet til og sat på.
Så endelig den 8. Juli kunne jeg erklære båden for klar, mere end 3 måneder efter at jeg påbegyndte projektet.
Og netop den dag kom de nye sejl fra Orkan.
På de første sejlture væltede vandet selvfølgelig ind gennem det tørre fribord, så det var umuligt at bedømme hvor godt operationen var lykkedes, men i løbet af den kort efter påbegyndte sommerferie, hvor båden fik nogle gode ture, så blev båden nærmest uhyggeligt tæt.
Jeg har i alle de 12 år jeg har haft den, dog i stigende grad, været nødt til at lænse temmelig ofte under sejlads, især på frisk kryds. I de senere år har jeg - når det har været rigtigt vildt - været oppe på over 500 liter i timen!
Nu kan det, når det går rigtigt hårdt til, komme op på 1½ liter. Så hvad skal jeg dog nu tage mig til, når jeg sejler langture? Det var sådan en god måde at få varmen på og styrke armmusklerne, når båden skulle lænses hvert 10. minut for ikke at få vådt køjetøj.
Det kunne være jeg skulle montere en pumpe til at fylde båden med....